Gå til hovedindhold

Ny skulptur hylder Franciska Clausen: Et vartegn for kunst og fællesskab i Aabenraa

13.12.2024 // Nyhed fra Aabenraa Kommune

Franciska Clausen logo

Indhold

    13.12.2023 08:08:17 CEST | Aabenraa Kommune

    I forbindelse med markeringen af Franciska Clausens 125-års jubilæum afsløres der 19. december en ny skulptur, som hylder hendes banebrydende bidrag til kunstens verden og fejrer hendes eftermæle.

    I anledning af 125-året for Franciska Clausens fødsel inviterer Aabenraa Kommune, Billedkunstrådet og Kulturelt Samråd til ferniseringen af skulpturen Bænken. Skulpturen markerer det sted, hvor Franciska Clausen boede og arbejdede i størstedelen af sit liv og er skabt af den dansk-tyske kunstner Tine Bay Lührssen som en hyldest til Clausens kunstneriske arv. Bænken markerer både Franciska Clausens betydning for kunsthistorien, lokalt og internationalt, og fungerer som et nyt mødested i byens rum. Med denne skulptur afrundes et år, der på mange måder har stået i Franciska Clausens navn, og som har fejret hendes banebrydende bidrag til kunsten.

    - Denne skulptur er prikken over i’et i et fantastisk jubilæumsår, hvor vi har fejret Franciska Clausen og hendes store kunstneriske betydning. Skulpturen er ikke bare en hyldest til hende, men også et permanent vartegn, der markerer det sted, hvor hendes kunst udsprang fra, og hvor hun boede det meste af sit liv, siger formand for Kultur- og Fritidsudvalget i Aabenraa Kommune, Signe Bekker Dhiman.

    Et mødested og et kunstværk
    Kunstneren Tine Bay Lührssen har med Bænken skabt et kunstværk, der både fungerer som en hyldest og en invitation. Skulpturen, designet som et sted til ophold, dialog og social interaktion, er tænkt som et nyt mødested midt i bybilledet. Værket er lavet som en hyldest til Franciska Clausen, en kunstner, der også har været en vigtig inspirationskilde for Tine Bay Lührssen i hendes eget kunstneriske arbejde.

    - Jeg følte mig beæret, da en så stor og flot opgave landede på mit skrivebord i december 2023. Projektets formål var at forholde sig til den vigtige og enestående kunstner i dansk kunsthistorie, Franciska Clausen, og samtidig markere hendes barndomshjem, Clausens Palæ, som lå midt i Aabenraa. Franciska Clausen har længe været en vigtig inspiration for mit kunstneriske virke. Ligesom Franciska har jeg studeret på Kunstakademiet i Tyskland og er blevet påvirket af Bauhaus-bevægelsen og den konkrete kunst.

    Ferniseringen finder sted torsdag 19. december 2024 kl. 16:30-17:30 på hjørnet af Vestergade og Skt. Nikolaj Gade i Aabenraa. Alle er velkomne til afsløringen, hvor kulturudvalgsformand Signe Bekker Dhiman, kunstner Tine Bay Lührssen og Billedkunstrådets formand Jørgen Hoeck vil holde taler.

    Franciska Clausen fejret hele året

    2024 har stået i Franciska Clausens tegn med en række begivenheder, der fejrede hendes 125-års jubilæum. Året begyndte med en markering af hendes fødselsdag 7. januar og fortsatte med arrangementer, der satte fokus på hendes liv og banebrydende kunstneriske arv. Jubilæet afrundes med en særlig markering 11. januar 2025 på Folkehjem i Aabenraa, hvor kunstnerens betydning for både den lokale og internationale kunstscene endnu engang vil blive fejret.